Naturen på Lidsø
Lidsø´s jorder er, som beskrevet under “Landbrug”, af meget forskellig bonitet. Dette skyldes primært, at store dele er gammel havbund og sandaflejringer fra den gang.
I starten af 1990´erne blev landbrugsordningerne i EU, ændret og der blev bl.a. givet mulighed for at braklægge “mindre egnede” landbrugsarealer. Vi troede at braklægningen ville føre til et endnu mere omfangsrigt dyre- og planteliv i området. Men braklægningen skabte primært en masse marker hovedsagligt bestående af kvik-græs og tidsler! Dette var absolut ikke en fordel for faunaen.
I samme periode åbnede man op for nogle nye tilskudsordninger – kaldet MVJ-ordninger. (MiljøVenligeJordbrugsforanstaltninger!)
I en kombination af tilskudsordninger/muligheder, den negative effekt af braklægningen og vores store interesse for dyre- og fuglelivet i området, skabtes ideen til at lave et samlet NATURGENOPRETNINGSPROJEKT på Lidsø i 1996.
I et samarbejde med den lokale naturfredningsforening, Skovdyrkerforeningen og Rødby Kommune, lavede vi en plan, der omfattede ca. 230 ha landbrugsjord! Efter megen bureaukrati og et utal af møder, lykkedes det at få planen endelig vedtaget i juni 1999.
Selve planen gik ud på at etablere et område langs kysten på godt 130 ha med græsningsområder, fyldt med masser af små og større lav-vandede søer. Området er stemmet op til kote 0 ved hjælp af små diger og sti-borde og vandstanden stiger/falder således ift. nedbørsmængder og varmen.
Derudover blev der plantet ca. 100 ha ny skov – fordelt med 6 små skove, jævnt placeret gennem hele området.
Alle disse disse tiltag, har været med til at skabe et helt unikt naturområde for både planter, dyr og ikke mindst fugle. Det er blevet et eldorado for især vadefugle og mange spændende arter er kommet til. Området er ikke fredet i den forstand. Der drives således en nænsom og selektiv jagt her.
Uden jagten og de muligheder der er skabt herfor, ville området aldrig være blevet etableret i sin nuværende form.
Offentligheden har også adgang til området til fods og på cykel på de afmærkede stier.
Guidede ture kan arrangeres for grupper/selskaber efter nærmere aftale.
De nuværende 20-årige ordninger udløber med udgangen af 2019, men der arbejdes målrettet på, at kunne bevare det helt unikke naturområde, som er blevet skabt på frivillig basis af den nuværende ejer.
Se folderen, som er udarbejdet af Lolland kommune og Lidsø Gods i fællesskab, med professionel bistand af MOE – rådgivende ingeniøre: